Eleverne skal arbejde undersøgende i naturfagene – men det er en disciplin, de skal lære. Her får du nogle redskaber, som du kan introducere til eleverne, så de får den undersøgende arbejdsmetode ind under huden.
Af Susanne Hjortlund, Astra
Det første værktøj hedder ‘Tjek din undersøgelse’, og arket fungerer rigtig godt i samspil med det kæmpe arkiv af lukkede forsøg, som de fleste naturfagslærere har på hylderne. Genbrug er godt!
Gamle forsøg på en ny måde
Eleverne bruger arket som tjekliste, når de skal gå fra forsøg til undersøgelse. Udgangspunktet er et almindeligt lukket forsøg om et givet emne, og eleverne bruger elementer fra forsøget til at bygge undersøgelsen op – fx materialeliste, fremgangsmåde og tegning/foto af opstilling.
Hvis det åbne spørgsmål fx er ‘Hvilken betydning har vindens fart for en vindmølles effektivitet?’, vil de fleste lærere have et forsøg med vindmøller på lager. Eleverne kan støtte sig til fremgangsmåden, materialerne og opstillingen i forsøget og lægge deres egne spørgsmål og hypoteser ned over.