Af Helge Kastrup, cand. scient, seminarielektor emeritus
Newton (1646-1727) er nok den betydeligste matematiker og fysiker gennem tiderne. Han vil som fysiker til alle tider være kendt for Newtons tre love om kræfter, for gravitationsloven, for opfindelsen af spejlteleskopet, for væsentlige analyser af lys der brydes, spejles og interfererer og mange, mange andre opdagelser. Ikke mindre væsentlig er hans indsats i matematikken, hvor Newton og Leibniz ved siden af et væld af andre opdagelser alene opdagede differential og integralregningen. (Bemærkelsesværdigt er det, at Leibniz uafhængigt senere opdagede differential- og integralregningen.) Det forunderlige er, at manden kun brugte en mindre del af sin tid på disse store områder. Nogenlunde lige så meget tid brugte han på alkymi – datidens kemi – hvor han forgæves prøvede at nå samme dybe indsigt, som han havde opnået i fysikken. Mere tid brugte han på bibelstudier, som han opfattede som alternativ til naturvidenskabelige undersøgelser. Han mente, at biblen var skrevet i en hemmelig kode, og han beherskede både græsk og latin og lærte sig aramæisk, da han mente, at der var en række oversættelsesfejl og andre tekstfejl, som han prøvede at afsløre. Ved siden af disse ting var han nationalbankdirektør fra 1696 og præsident for Royal Society fra 1703 til sin død, begge steder ikke kun af navn men i højeste grad af gavn. Newton repræsenterede Cambridge-universitetet som parlamentsmedlem fra 1689-90 og fra 1701-02. Newton var Lucasian-professor på Cambridge universitetet fra 1669 til 1702. Det betyder, at han var ansat i en lærestol grundlagt af parlamentsmedlemmet Henry Lucas i 1663.